Typografi

Typografiens historie

For at forstå hvorfor bogstaver og tegn ser ud som de gør i dag, er vi nødt til at bevæge os ned i typernes historie.

Den første egentlige standardiserede typografi var romerne ophavsmænd til. Romerne anvendte det vi i dag kalder majusklerne, dvs. store bogstaver. Som oftest blev de hugget ud i sten, hvilket netop var med til at give dem et præg som vi let kan genkende i vores moderne typografi. Bogstaverne blev først malet med en pensel, og derefter hugget ud. Hvis man tænker på klassisk romersk arkitektur, kan man forstå, hvorfor man udviklede en ensartet og på mange måder enkel typografi; netop det samme ideal som går igen i arkitekturen. Samtidig var teknikken med til at give den nogle af de karakteristika vi genfinder i dag:

Når man maler bogstaver med en flad pensel, giver det nogle helt specielle kendetegn. Begyndelsen og slutningen af et penselstrøg vil blive bredere end selve strøget. Dette giver det vi kalder seriffer (se fig.1). Samtidig vil stregernes tykkelse variere efter penselføringen. Lodrette strøg giver tykke streger og vandrette strøg giver tynde streger. F.eks. vil et S få varierende tykkelse fordi penselen skal føres i flere retninger.

Igennem tiden ændrede skriftyperne sig naturligvis meget. Skriftens medier ændrede sig til at blive bøger. Hvor det før var håndværkerne der huggede bogstaverne i sten, blev det op imod middelalderen specielt lærde munke der skrev på papir. Med moden er skrifttyperne også ændret. Den gotiske skrift med de mange krummelurer og sving, er som det var tilfældet med den romerske, også et udtryk for tidens stil. De samme karakteristika man finder i f.eks. gotiske katedraler, går igen i skriften. Samtidig med at typernes udseende ændrede sig kom også minusklerne, de små bogstaver, ind i skriften. Dette er sikkert muliggjort af den stigende anvendelse af håndskrift, fremfor inskriptioner. Det var lettere med hånden og på papir at give skriften flere typer og mere personligt præg. Heraf sikkert også de mere `komplicerede' gotiske bogstaver.

I midten af 1400-tallet fandt Johann Gutenberg på at lave løse metaltyper der kunne sættes sammen til en sats. Bogtrykket var født. Gutenberg anvendte til sine typer den gotiske skrift, der var højeste mode nord for alperne.

Under rennæssancen i 1400-tallet genoplivede humanisterne i Italien den romerske skrift, og de udbyggede den med minusklerne. Denne 'Antikva'-skrift fortrængte med tiden de gotiske bogstaver og er i store træk den samme vi anvender i dag.

Skrifttyper

I slutningen af forrige århundrede begyndte reklamerne at vinde indpas. Med dem fulgte en virkelig stor udvikling af nye skrifttyper. Nu var det ikke længere blot læsbarheden der havde betydning. Skrifterne skulle også udsende bestemte signaler, samt fungere som blikfang.

I dag findes der et utal af forskellige skrifttyper til alle mulige formål. Det er vanskeligt at få et blot nogenlunde overblik over dem da der er utroligt store forskelligheder. Her vil vi blot nævne nogen af de hovedgrupper der oftest anvendes til at karakterisere skrifttyperne.

Antikva-skrifterne:

Som nævnt er antikva-skriftene karakteriseret ved at have seriffer og ved at have en forskel på stregernes tykkelse. Antikva-skrifterne anvendes især til brødtekster da deres læsbarhed er høj, bl.a. fordi serifferne `leder' øjet igennem teksten.

Eksempler på antikva-skrifter er bla.:

Grotesk-skrifterne:

Også kaldet sansseriffer (fr. uden-seriffer) netop fordi de er karakteriseret ved ikke at have seriffer. Samtidig er stregerne lige brede, og ikke varierende som antikva-skrifterne. Grotesk-skrifterne er af forholdsvis ny oprindelse. De første kom frem i begyndelsen af 1800-tallet. Grotesker er sjældent brugt til længere tekst, fordi de uden seriffer kommer til at flyde sammen i linierne. Den vandrette læseretning understøttes ikke.

Her er et par eksempler på grotesk-skrifter:

Dekorationsskrifter

Det kan være et utal af forskellige typer, der rækker over skriveskrifter, dvs. skrifter der ligner håndskrift, til mere reklameprægede skrifter.

Typografiske betegnelser

Til bogstaver knytter der sig en terminologi. Betegnelserne for forskellige elementer og skriftsnit er imidlertid varierende fra sprog til sprog og dermed også

imellem de forskellige typer software der behandler tekst. Vi har i det følgende forsøgt at opliste nogle af de betegnelser, som man risikerer at støde ind i. Listen er ikke komplet, så ofte er det nødvendigt at prøve sig frem i f.eks. et dtp-program.

*MAJUSKLER/VERSALER
(Capitals/Upper case)
Disse er de store bogstaver.
*minuskler
(lower case)
De små bogstaver.

*KAPITÆLER
(small capitals)
Kapitæler er store bogstaver i x-højden. Dvs. at de ikke er højere end minuskler normalt er.
En skrift kan gives en anden fremtrædelsesform f.eks. hvis man ønsker at fremhæve ord i en tekst. Dette kaldes skriftens garniture. Nedenfor er nævnt nogen af de muligheder man har.

*Kursiv
Kursiv er skrå bogstaver. I tekstbehandling er der ofte tale om Italic, som er en skrift der er skråstillet digitalt. Den ægte kursiv er designet specielt og er derfor pænere.

*
(Condensed)
Skriften er trukket sammen.

*
(Extended)
Der er anvendt øget spatiering.

*Fed
(Bold)
Her findes varierende grader som halvfed (demi bold) og ekstra fed (Ultra Black/heavy).
Tilsvarende kan skriften også være lys (light), dvs. tyndere end normalformen.

*
(Outline)

*
(Shadow)

Typografiske mål

Når man arbejder med desktop publishing kan man ikke undgå at støde ind i forskellige målbetegnelser. Man kan vælge at arbejde i f.eks. pica, cicero og metriske mål. Ligeledes kan det forvirre at forskellige skrifttyper med samme mål f.eks. 12 point har forskellig størrelse. Fra den oprindelige trykketeknik har vi idag overtaget måleenhederne. En skrifts størrelse var målt i højden på den blyklods typen var præget i. Således kan der være forskel på forskellige skrifter indenfor samme størrelse, da størrelsen ikke er et direkte mål for bogstavernes højde.

I USA og England arbejder man med enhederne pica og point. 12 point = 1 pica = 4,218 mm. På kontinentet anvender man cicero og punkt. 12 punkter = 1 cicero = 4,5 mm

Da Mac'en jo er amerikansk er skriftstørrelserne normalt angivet i pica-points.

Mellem ordene i en tekst er der som bekendt et mellemrum. I det typografiske håndværk blev ordmellemrum sat med de såkaldte udslutninger, som var metalplader af forskellig tykkelse. På skrivemaskiner og computer anvender vi mellemrumstasten. Det er normalt også tilstrækkeligt. Til tider vil man imidlertid få brug for at arbejde med et mellemrum af en helt bestemt størrelse. Hvis man f.eks. skal lave tabeller hvor tal el. bogstaver skal stå nøjagtigt over hinanden. Her anvender man tre forskellige typer:

*
EMspacen el. gevierten. Dette er et mellemrum af samme størrelse som den relevante skrifts størrelse. Anvender man en 12 punkts skrift, ja så vil et EMspace være 12 punkt bredt.

* ENspace el. halv-gevierter er det halve af et EMspace.

* Thin-space er en fjerdedel af et EMspace og svarer cirka til et punktum og et komma.

Generelle typografiske regler

Typografi er et gammelt kunsthåndværk, med tryk på håndværk. Formålet med typografien er at formidle indholdet i et givet tekstuelt forlæg på den mest tydelige og letforståelige måde. For at nå frem til en letlæselig sats kræves der stor ydmyghed af typografen eller desktopperen.

I første omgang er det indholdet i teksten, som læseren er interesseret i, og ikke i hvor "smart" et lay-out kan laves.

Hvis typografien skal være vellykket, bør typografen og hans arbejde, særlig i brødsatsen, ifølge traditionen være så godt som usynligt for læseren. Det er nemlig når typografien forstyrrer eller skaber tvetydighed, at læseren, under normal læsning, får øje på den - ikke når den fungerer optimalt.

Som det håndværk det er, har typografien ikke nogen egentlig teori, men derimod en lang række regler, der er opstået i det konkrete arbejde med bly, sværte og papir. Det er altså tradition og erfaring der, sammen med de fysiske bånd som materialet pålagde typograferne, har været, og stadig er, målestokken for hvad der er god typografi.

Et af de problemerdesktop publishing giver os i forhold til disse traditioner er, at det nu er muligt for enhver, uanset baggrund, at sammenstille et færdig- layoutet dokument samtidig med at materialets begrænsninger i høj grad er mindsket. Vi har i dag muligheden for at regulere alle forhold i en tekst uden nogen bånd der binder os til de grundproportioner, der er en begrænsning i bly- typografi. Begrænsninger som tidligere gav visse naturlige retningslinier for, hvilke forhold mellem typer, linier osv der er "skønne". Vi er altså på een gang uerfarne og har et mere fleksibelt værktøj til vores rådighed, med mulighed for at begå fejl som end ikke var mulige i traditionel typografi. Derfor kan det ikke undre, at der somme tider kommer usammenhængende og forvirrende resultater ud af det. Fra at være noget fysisk betinget, et resultat af en praktisk arbejdsproces, er det æstetiske nu blevet noget abstrakt som vi skal opfinde på ny hver gang. Det er imidlertid ikke umuligt at lære at begå sig på typografiens område - faktisk er det tilstrækkeligt at følge ganske få grundregler. Disse regler vil vi først ridse op og i afsnittets slutning vil der være en checkliste med nogle af de afledte tommelfingerregler.

Forståelighed, betydning og æstetik

Da det typografiske arbejde tager sit udgangspunkt i ønsket om formidling af en mening og derfor har forståeligheden som første prioritet, sigter reglerne i første omgang mod at undgå at forvirre læseren og dernæst imod at undgå det, der traditionelt anses for at være grimt.

Følger man slavisk disse anvisninger vil man opnå et funktionelt behageligt, men måske på andre måder kedeligt tekstbillede. Hvis man vil mere, må man udforske grænselandet mellem det forståelige og det uforståelige, det vejledende og det vildledende.

Det er helt i orden at bryde de regler vi stiller op her - især hvis man i en konkret situation har et bedre bud på hvordan indholdet/betydningen formidles, men det er vigtigt at man ved hvad det er man fraviger. At det altså ikke bare er af uvidenhed man bryder reglerne. En bevidst holdning gør det ydermere muligt at udnytte det faktum at man gør noget "nyt".

Forståelighed

Grundlaget for at skabe forståelighed er i det væsentligste de gestaltlove som kendes fra psykologien af samme navn. Disse "love" er et forsøg på at formulere grundvilkårene for den menneskelige perception og blev formuleret af bl.a. Max Wertheimer i 1930'erne. De mest almindelige er:

Nærhed: De objekter eller komplekser af stimuli som ligger tæt ved hinanden opfatter vi som samhørende.

Lighed: Genstande samordnes efter deres grad af lighed.

Lukkethed: Vi forsøger, så vidt muligt, at opfatte figurer og sammenhænge som fuldstændige, stabile og meningsfulde.

Prægnans: Vi perciperer situationen på den mest enkle og prægnante måde.

Især de to første; nærhed og lighed kan umiddelbart bringes i anvendelse indenfor typografien, mens begreberne lukkethed og prægnans blot siger noget generelt om den frihed man får foræret hvis man først har fået opbygget et konsistent betydningsstystem i sin typografi.

Nærhed er det begreb vi bruger til at skabe samhørighed mellem ting, der har forskellig betydning men alligevel hører sammen.
Luften mellem to bogstaver skal være mindre end ordmellemrummet, som igen skal være mindre end luften mellem linierne.
Men alle disse afstande må ikke blive større end at tekstbilledet stadig hænger sammen. Det fungerer på den måde at de største afstande, f.eks. afstand mellem nederste linie og papirkanten og de mindste afstande (mellem bogstaver eller internt mellem bogstavets linier) danner et primært sæt af afstandsforhold som alle andre afstande må forholde sig til, for at sikre at tingene er adskilte i diskrete elementer og samtidig sammenholdte som een ting.
Man bør udnytte skrifttyperne til at skabe lighed og nærhed. Vi har allerede været inde på, at man til længere tekster bør vælge en antikva-skrift, der med serifferne leder øjet frem i læseretningen. Serifferne får bogstaverne til at stå tættere, uden at de `klumper' sammen. Hermed ledes øjnene lettere igennem linien frem for at springe imellem dem.

Lighed understøtter ensartet betydning: Hvis man f.eks. bruger en grotesk 18 pkt. bold skal den altid knyttes til samme betydningslag i teksten. Det vil sige betydning skabes i løbet af en længere tekst og skal vedligeholdes. Hvis man ikke er konsekvent ødelægger man den betydning man har intenderet. Omvendt kan man spille på modsætningen til at fremme betydningen. Ved bevidst at gøre afstanden mellem forskellige tekstelementer stor undgår man misforståelser i læsningen. Man kan f.eks. sætte en overskrift i en grotesk skrift, for at den skiller sig ud fra brødteksten.
I forbindelse med valg af flere skrifttyper er der et par tommelfingerregler man bør være opmærksom på:

* Man bør ikke benytte for mange forskellige skrifter sammen.
* Hvis man bruger flere skrifttyper, skal de stå i størst mulig kontrast til hinanden. Helst ikke to antikva eller to grotesk-skrifter sammen. Her vil der dannes lighed, og de tekstelementer der er forskellige kan opfattes som ens.

Disse principper er de bærende ved disponeringen af det typografiske "billede". Disponeringen består i to ting; dels en klassifikation af betydninger og dels vedligeholdelsen af nogle basale samhørsforhold, alt sammen for at minimere "støjen" inden for det aktuelle dokuments grænser. Samhørsforhold men især betydningsdannelse i forhold til den omgivende verden er et sekundært aspekt, men ikke desto mindre noget man bør tage hensyn til. Men først og fremmest forholder dokumentet sig til sig selv og dernæst til den klasse af dokumenter det tilhører og sidst til den kulturelle kreds som disse er en del af.

Betydning

Betydning kan bl.a. skabes gennem anvendelse af forskellig typografi og den måde brødteksten er sat på. Den betydning der kan knyttes til teksten kan stamme fra ting uden for den selv. Visse skrifttyper opfattes f.eks. som gammeldags og forbindes måske med stabilitet og aristokratisk elegance. Andre konnoterer moderne teknik, effektivitet osv. Disse betydninger er historisk betingede og udnyttes typisk i reklamer, hvorigennem deres konnotationer forstærkes. Således består ens valg altså ikke bare i at vælge en antikva-skrift til brødteksten og en grotesk til overskrifter. Antikva-skrifterne der måske ved første øjekast virker temmelig ens, vil ved en sammenligning udvise stor forskellighed. Prøv at find nogle bøger fra forskellige perioder, og læg mærke til hvordan man ofte genkender netop dén skrifttype i forbindelse med 50'er bøger o.s.v. Tilsvarende er gældende for avistypografi. Disse konnotationer bør man overveje når man vælger sine skrifttyper.

Betydninger skabes også igennem aviserne, hvor f.eks nogle tillægger den løse bagkant en kulturel og meningsdannende konnotation. Løsheden i spalten kobles derigennem sammen med udtryk for subjektivitet og denne betydningsdannelse kan man så bygge videre på hvis man ønsker det. Samtidig kan man sige at den stramme form i den justerede tekst konnoterer fravær af indhold eller i hvert fald overvægt af form.

Nogle typografer råder til aldrig at anvende Times til brødteksten og Helvetica til rubrikkerne. Grunden til dette råd er at Times og Helvetica ikke siger noget som helst. De to fonte er så traditionelle, at den betydning, der eventuelt kunne være knyttet til dem, er helt brugt op - men det er jo også et forhold man kan vælge at spille på.

Det er vigtigt at man overvejer den aktuelle tekst som helhed inden man går i gang med at tilrettelægge de typografiske virkemidler - for det er i denne helhed den enkelte typografiske detalje skal indgå, denne helhed definerer den enkelte detaljes betydning.

Vælg format og papirtype efter opgavens art. Dernæst hvor mange spalter der skal være, skriftstørrelse og skydning. Så skal typerne af rubrikker og deres font og skydning fastsættes og til sidst detaljer, som hvordan nyt afsnit, lister, henvisninger citater o.lign skal se ud.

Æstetik

Æstetikkens funktion er i denne sammenhæng først og fremmest at forstørre og understrege det udtryk, som ligger immanent på det basale typografiske niveau og derudover at eliminere støj ved at skabe samklang - en oplevelse af et samlet univers. Kort sagt bør man stræbe imod, at æstetik, forståelighed, funktionalitet arbejder sammen om at understøtte den betydning, der er udgangspunktet for hele formidlingssituationen. I modsætning til de funktionelle elementer er det æstetiske underlagt modens foranderlighed - her skabes betydning i en samspil mellem mode og tradition.

Afbalancering af tekstbilledet

Dette afsnit består af en række tommelfingerregler, der forklarer hvorledes man kan få et roligt og sammenhængende tekstbillede. Det er regler der sigter mod det "korrekte" og nok noget kedelige tekstbillede med et minimum af støj. Reglerne er inddelt efter emner, og udformet som anvisninger, og i mindst lige så høj grad som advarsler, mod typiske fejl.

For ikke at skulle forklare det samme ord flere gange, indledes afsnittet med en lille kvik-reference ordbog, der kort forklarer de mest basale typografiske fagudtryk.

Ordbog

Brødtekst: Grundteksten. Det der skal læses. Dvs. ikke overskrifter, noter og billedtekst osv.

Rubrik: Det samme som overskrift. Man taler også om under- og mellemrubrikker.

Skydning: Den luft der er mellem linierne. Hvis der ikke er ekstra luft kaldes det kompres.

Mellemslag: Et ekstra tom linie mellem to afsnit.

Register: Man "holder register" når grundlinierne for to spalter flugter.

Spatiering: Afstand mellem bogstaver.

Justeret tekst: Det samme som lige højre margin /fast bagkant.

Brødtekst
Linierne må ikke være for lange. Hvis de er det, mister man register ved enden af dem.
For at være letlæselig skal en skrifttype, og den skydning og spatiering som man har valgt, befordre at større bogstavgrupper (og ordgrupper) kan opfattes i et blik. Antkva skrifttyper som f.eks. Times letter læsningen ved at binde ord og linier sammen ved hjælp af serifferne. Hvis der anvendes skrifter af typen Grotesk uden serif, kan en tættere knibning af bogstaverne være nødvendig.

Indrykning
Det er almindeligt at undlade indrykning i første afsnit af brødteksten efter en hovedrubrik.
Indrykning i de følgende afsnit forvirrer, hvis den blive for stor i forhold til spaltebredden. Den skal markere at der sker noget nyt, uden at afbryde læseforløbet. Normalt er en geviert nok som markering.

Skydning
Skydning er typografisk afstanden fra den ene linies grundlinie til den næste. Skrifttyper med stor over- og underlængde kræver mindre skydning end skrifter med stor x- højde fordi der i selve "blyklodsen" er inkluderet en stor skydning. Linier med mere end 60- 65 anslag kræver stor skydning. 10/10 (det første tal angiver x-højden, det andet tal skydningen) eller kompres er ikke nem at læse og 10/11 er ikke meget bedre, men ved 10/12 øges læsbarheden og ved 10/13 er den ideel ved normal under- overlængde og ca. 60 anslag pr. linie.

Hvis skydningen er for lille, er det svært at finde starten på næste linie.
Lange linier -stor skydning. Korte linier - lille skydning.

Benyt hellere en mindre skriftgrad med større skydning end en større grad med ringere skydning.

Spalter
Jo flere spalter - jo flere variationsmuligheder mht. bla. anbringelse af billeder, men antallet er afhængig af papirformatet;

A5 kan have 1 eller 2 spalter.
A4 kan have 2-4 spalter.

Husk på: Spalter behøver ikke at være lige brede - hvis de er forskellige skaber det nye spændende lay- out muligheder (og måske også problemer). Desuden kan spalterne enten have omløb (avis- spalte) eller være parallelle.

Den optimale spaltebredde
Er afhængig af tekststørrelsen. Smalle spalter giver større læsbarhed, men hvis de er kortere end det læseren kan se i een bid, så er de for smalle.

Der skal være tilpas luft mellem spalterne. Er spalten for lang, kan det være svært at holde øjet fat på linien mod slutningen og der vil være langt tilbage til begyndelsen på den næste linie.

Linieregister
Har man mere end en spalte på hver side, skal man være opmærksom på om der holdes register. Dvs. om bogstavernes grundlinie flugter med hinanden i de to spalter. Det er især et problem hvis overskrifter og rubrikker (eller ekstra skydning mellem afsnit) ikke fylder noget der er et helt multiplum af brødtekstens skydning.

Horeunge
En horeunge får man hvis sidste linie i et afsnit bliver placeret øverst i en spalte.

En fransk horeunge er første linie af et afsnit, der bliver placeret som sidste linie i en spalte.

Dette bør undgås hvis det overhovedet er muligt. Og man må ikke prøve at omgå disse problemer ved at ændre på skydningen f.eks. mellem rubrik og brødtekst eller mellem afsnit, fordi man så ødelægger det betydningssystem, som man selv har bygget op. Derimod er der ikke så meget galt i at lade en side eller spalte stumpe forneden - som det fx er tilfældet på denne side, der ikke er fyldt helt ud i bunden.

Justering
Justeret tekst giver et roligt billede, men hvis der er for få ord (ca. 40 enheder) til at fordele justeringen på, kan der opstå "græstørv" eller "floder". Dvs. hvide huller i teksten, der tiltrækker sig unødig opmærksomhed og ødelægger læserytmen. Hvis man anvender justering bør man sætte ordmellemrummene til at være så små afvigelser fra 100% som muligt f.eks. (25- 180%). Løs bagkant giver flere holdepunkter til orientering i teksten. Men den skaber nogle hvide felter af uregelmæssig "støj" ned gennem siden som kan forvirre. Dette kan delvis afhjælpes med tynde hårlinier mellem spalterne.

Blanktegn og ordmellemrum
Et ordmellemrum må aldrig værre større end skydningen.
Der må normalt ikke være plads til mere end et lille "i" (fylder 1/4 geviert) mellem ordene, dette skal hjælpe læseren til at opfatte flere ord i samme blik - ved fast bagkant ødelægges dette, især når skriftgraden er stor i forhold til linielængden, med mindre man deler mange af ordene.
Anvend altid højst 1 blanktegn (mellemrumstasten) i træk - det samme gælder for tabulatorer. Hvis man forsynder sig mod dette, vil der ikke være overensstemmelse mellem det man ser på skærmen og det der kommer ud af printeren.

Fremhævelser

Kursiv er en stilfærdig men virksom fremhævelse.
Fed er mere påtrængende og kan ses på lang afstand.

Understregning er ikke god til serifskrifter og ved smal skydning.

VERSALER egner sig ikke til større mængder, de er vanskelige at læse og giver uro, især ved smal skydning.

S p a t i e r i n g er ikke velegnet inde i tekst.

Punkter

Tekst i korte afsnit kan markeres ved:

Indrykning.

Udrykning.

Det eller de første ord markeret med f.eks. fed skrift.

Markør efterfulgt af tabulering f.eks.:
- tankestreg,
2. numre
* eller bullet.

Rubrikker
Sæt aldrig punktum efter en rubrik. Det er meningen at rubrikkerne skal være en vejledning til læseren og derfor skal man sørge for at vælge en skrifttype, som ikke modsiger indholdet af brødteksten.
Samtidig er det vigtigt, at rubrikken afviger markant fra den brødtekst den hører til - fordi den er et signal.

Skrifttypen kan være en anden, men så skal den være klart anderledes f.eks. antikva overfor grotesk. Den kan også være større og den kan være halvfed (bold) eller et andet skriftsnit.
Desuden skal der være luft både over og under en rubrik, så man kan få øje på den og de større bogstaver kan komme til deres ret.

For mellem- og underrubrikker gælder det, at de skal placeres tættere på den tekst de er rubrik for, end på den foregående tekst.

I en overskrift bruger man ofte store typer, men hvis overskriften falder i to linier bør man ikke øge skydningen mellem disse linier, da det får overskriften til at "brække" i to stykker. Desuden bør man i den slags tilfælde tænke på hvordan man deler overskriften i to linier. Det er ideelt, hvis den øverste linie ikke er længere end den nederste og hvis man kan komme til at dele på en måde, der snarere understøtter end forstyrrer betydningen, vil det selvfølgelig være at foretrække.

Spatiering og knibning - kerning og tracking
For at få et jævnt tekstbillede kan det være nødvendigt at justere afstanden mellem bogstaverne. Dels kan man ændre afstanden mellem bogstavpar og dels kan man generelt øge eller mindske bogstavmellemrummene.

Det første hedder kerning eller parvis spatiering eller knibning mens det andet kaldes tracking eller generel spatiering.

Tidligere var blylodsen en hindring for at bogstaverne kunne sættes tættere sammen, det var kun muligt at øge afstanden mellem dem. Men med moderne desktop- programmer kan man få bogstaverne til at stå så tæt at de overlapper hinanden.

Kerning kan udføres automatisk efter specielle lister i desktop-programmer - lister som kan vedligeholdes ved daglig brug. Dette kan være nyttigt hvis man ønsker at bearbejde brødteksten, men ellers er disse justeringer mest anvendelige til at gøre rubrikkerne smukke.

Visse bogstavpar som giver især anledning til den slags justeringer: AT-AV-FA-LT-LV-PA-Ta-Ti-To-Ly-Va-F. og V. Når man kommer op i en anseelig punktstørrelse, kan man godt lave en generel knibning og derefter justere på de kritiske steder.

En radikal form for knibning er de såkaldte ligaturer, hvor to bogstaver bliver til et, som man kan gøre det med f.eks. f og i - f og j - T og i samt T og j.

Margener
Afstanden mellem teksten og papirets kant er især af æstetisk betydning. Det ideal, som man traditionelt har anvendt i bogsats, er: Mindst luft ind mod midten, lidt mere i toppen, endnu mere i yderkanten og mest i bunden. Denne fordeling fremhæver teksten på opslagets to sider som noget der hænger sammen.

Når man bestemmer margen skal man være opmærksom på, hvordan tryksagen evt. skal hæftes, samtidig med at man holder sig for øje, at man generelt anser det for mest harmonisk med margener, der alle er af forskellig størrelse.

Papir
Når man vælger papir må man overveje en række ting: Hvad er det der skal præsenteres, hvem skal læse det og hvilket indtryk vil man give dem. Hvis det overvejende drejer sig om brødtekst bør papiret være mat, for at hindre genskin, og en smule tonet for at give en behagelig kontrast der ikke flimrer.

Tykt glittet papir oser af penge.
Genbrugspapir oser af omtanke.

Bogstaver i digital form

Når bogstaverne ikke længere skal trykkes med blyklodser, men skal præsenteres på en computerskærm og måske printes ud på en laserprinter, skal der naturligvis en ny teknik til. Generelt taler man om to forskellige måder at repræsentere bogstaver på: Bitmap og PostScript. Bitmap er den ældste og mest simple form.

Bitmap

En computerskærm er opbygget af et antal punkter; pixels. Alt hvad skærmen viser er kombinationer af disse punkter i tændt eller slukket tilstand. Afhængig af skærmen og det øvrige hardware, kan disse pixels være enten sort/hvid (monokrom), vise flere gråtoner eller forskellige farver. Når det drejer sig om typografi kan vi i for sig være ligeglade med dette og blot konstatere at bogstaverne bliver bygget op af slukkede pixels med tændte pixels omkring dem (sort skrift på hvid baggrund) eller omvendt. Den simple måde, at få computeren til at vise en skrifttype på skærmen, er derfor at have en form for matrice for hvert tegn, der viser hvilke pixels der skal være tændt eller slukket; en bitmap-skrift. Skal skriften have en anden størrelse bør der også være en matrice til specielt denne størrelse. Er der ikke det vil skriften blot blive skaleret op, så de enkelte pixels bliver mere tydelige og tegnet bliver `hakket'.

Når en bitmap-skrift skal printes ud er princippet det samme som på skærmen. En printer skriver ligeledes med punkter. Bitmap-skrifter er specielt beregnede til brug ved matrixprintere, hvis opløsning ligner skærmens meget. Således bruger printeren skriftens matrice til at sætte de prikker der skal udgøre skriften, og udskriften kommer til at ligne den man ser på skærmen.

PostScript

Nu kan man imidlertid let se, at en sådan udskrift ligger temmelig langt fra bogtryk-kvalitet, der jo ikke består af prikker. Samtidig kan man ikke bare bestemme at skriften skal være f.eks. 10 punkter større, uden at det går udover kvaliteten. Hvis man ikke har rådighed over en bitmap-skrift i netop den ønskede størrelse, vil den komme til at se mere hakket ud. Derfor har man udviklet andre måder at beskrive tegnene på. Den mest udbredte hedder PostScript. PostScript kaldes et sidebeskrivelsessprog, fordi det er en måde at beskrive både tekst og grafik på. I PostScript beskrives tegn ved hjælp af matematiske formler. Et bogstav er således ikke en samling prikker, men en kombination af kurver og linier. En PostScript-skrift kan derfor skaleres, roteres osv. udelukkende udfra den ene matematiske beskrivelse. Det bliver blot et spørgsmål om at nogle parametre skal ændres.

I forbindelse med laserprintere hvis opløsning er meget større end matrixprintere (den skriver med flere punkter), er PostSript derfor en stor fordel. Det er ikke længere nødvendigt at beskrive hvert enkelt punkt. PostScipt beskriver blot nogle afstande der skal fyldes ud, og printeren gør det med den opløsning der nu er tilgængelig. Da laserprinteren normalt har en meget større opløsning end skærmen, kommer skriften til at fremstå meget bedre end den gør på skærmen.

Den genrelle typografiske viden og denne introduktion til de digitale principper er et vigtigt grundlag for at kunne udnytte et desktop-program hensigtsmæssigt f.eks. Idesign 2.0.